Sidevisninger i alt

søndag den 30. september 2012

MMS til den anden side

MMS'er til den anden side....

Hver eneste dag ønsker jeg mig, at jeg kunne sende dig en sms - fortælle dig hvordan det går - og tit glemmer jeg, at jeg ikke bare kan trykke på mobilen og ringe til dig - min tommelfinger svæver over skærmen og vil taste dit navn når jeg har taget et fint billede af ungerne eller den mad jeg lige har lavet - "Se lige den her kage...." "En spændende ny ret..." - "Den her hår dims er bare så smuk...nu skal du se" "Prøv lige at se hvad Willa kan..." "Se hvor sød Jonathan er i den vest du har lavet" - men nej det kan jeg jo ikke - der er endnu ingen der har lavet mobil telefoner til den anden side - der findes ikke noget åndeligt spirituelt teleselskab...

men måske kan jeg sende dem her inde, så kan du læse med og kigge billeder over min skulder - og når vi savner dig allermest kan det være det tager toppen af savnet - det savn som sidder fast øverst i halsen som en stor klump der bare venter på at blive til fuldbyrdig strømmende brusende gråd...

Om natten står jeg op og græder når alle andre sover - der gør det mest ondt at du ikke lige kan svare på en sms og nyde ungerne sammen med mig - du var så stolt af Willa og du glædede dig så meget til at se den bette mand - din helt egen Jonathan - Vi trænger så meget til dine knus, hjemmelavet æblekage - chips med hvidløgs dip - at høre om hæklestrikke projekter eller udskæringer - lækre retter med rodfrugter og bredbladet persille - at falde i søvn og vide at du kommer ned og henter Willa i morgen tidlig og det er lørdag morgen - vi skal have blødkogt æg og Willa prøver altid at tiltuske sig dit når hun er færdig med sit eget æg - hun spiste sit livs første morgen æg med dig.

Når jeg kigger ud over min slagmark af et flerbøens hjem høre jeg din stemme inden i mit hovede - bare rolig jeg rydder ikke op for dig - det sagde du altid når du kom på besøg og jeg undskyldte rodet.

Så her kommer min dagens MMS til den anden side - kig bare med over min skulder

Ingen kommentarer:

Send en kommentar